Ny funktionalitet

december 3, 2009

Arbejdet med en del nye funktioner på Jomito er påbegyndt og her kan du se en liste over nogle af de ting vi forventer at introducere indenfor et par uger:

- Automatisk udløb af annoncer efter 2 uger

Når du opretter en annonce vil den blive vist på Jomito i 2 uger, hvorefter du kan forlænge perioden med 2 uger hvis du ønsker det. Systemet vil automatisk sende dig en e-mail dagen før din annonce udløber så du kan forlænge perioden hvis du ikke har solgt din vare.

- Kategorier

Alle annoncer vil fremover skulle tilknyttes mindst éen kategori. Kategori-inddelingen har været en meget efterlyst funktion på Jomito – fordi alle er vant til at finde frem til varer på denne måde.

- Nemmere oprettelse og redigering af annoncer

Hele brugerinterfacet bliver pt. redesignet fra bunden op – og fremover kan du glæde dig til at det bliver nemmere at oprette annoncer. Ikke bare en annonce – men flere i ét hug. Dejligt for dig, der er ved at rydde ud på loftet :)

- SMS & MMS indsendelse

Vi har i en lang periode arbejdet på at implementere SMS og MMS understøttelse og dette er absolut noget vi stadig arbejder på. Driften af dette system koster dog en del penge – og derfor vil denne service blive introduceret som betalings-service i en begrænset periode som test. Såfremt det “løber rundt” bliver denne del udvidet løbende.

- Komplet redesign

Hele sitet bliver redesignet fra bunden op med henblik på at gøre Jomito til en “web-applikation”. Vi sætter brugervenligheden i højsædet og ønsker at gøre det så nemt som muligt for alle at bruge sitet.

Og meget meget mere… hold øje med bloggen :-)


Jomito announcement in Danish

december 1, 2009

Kære alle brugere af Jomito

Det er ingen hemmelighed at det har stået sløjt til med videreudviklingen af Jomito siden vi lancerede tjenesten sidste sommer. Og selvom det aldrig var meningen at vi skulle tjene penge på Jomito fra første færd så har vi måttet konkludere at det har været langt sværere at drive, videreudvikle og supportere Jomito end vi nogensinde havde regnet med – ikke mindst fordi vi endte med at lancere en ny tjeneste i en krisetid, hvor alle holdt fast i det de kendte og stolede på. Og – indrømmet – så har vi heller ikke været gode nok til at få færdiggjort en del af den funktionalitet vi lovede fra starten af.

Som mange andre har også vi, der står bag Jomito, måttet fokusere på at drive vores egne forretninger for at få mad på bordet – og det har desværre taget fokus væk fra arbejdet med Jomito igennem længere tid.

Vi har længe forsøgt at finde investorer til at financiere videreudviklingen af Jomito, men har desværre måttet konkludere at det er umuligt sådan som økonomien ser ud i øjeblikket.

Alt dette har fået os til at revurdere både Jomito og alle parters rolle i projektet. Resultatet af dette er, at Jomito fremover bliver drevet videre af undertegnede – og at Joackim Penti og Bastian Møller træder ud af Jomito for at fokusere på arbejdet i deres eget mediebureau, Syntese Mediabuying. Jomito eksisterer ikke længere som selvstændig virksomhed, men sitet ejes og drives fremover af undertegnede.

Hvad med fremtiden?

Efter at have drevet sitet i stykke tid ved vi at der er en række ting, der skal laves om på Jomito for at gøre det nemmere og hurtigere for vores brugere at sælge sine varer og sprede budskabet. Det arbejde kaster vi os over med det samme – og vi vil løbende sørge for at orientere alle brugere efterhånden som ændringerne bliver synlige på sitet. Nogle ændringer bliver små – andre store. Og så er der nogle helt nye tiltag som i dén grad vil hjælpe dig med at sælge dine varer. Kort sagt bliver Jomito lettere og simplere at bruge – også på mobilen når du vil sælge hurtigt og nemt!

Grundidéen bag Jomito er stadig at levere en gratis tjeneste for private – helt uden bannerreklamer!

Hvis du har spørgsmål til ovenstående er du meget velkommen til at kontakte mig direkte. Ønsker du ikke længere at modtage nyhedskrev – eller ønsker du at slette din konto skal du blot logge ind på Jomito og foretage det dérfra.

Mange hilsner,

Tony Lorentzen

Jomito.com


Sony CEO and Chairman, Maj 2009: User is King!

maj 12, 2009

Det var en fornøjelse at vågne til dette citat:

“Five years ago content companies were regarded as king in our industry, but that was wrong: the customer is king.”

By Sony Chairman, CEO Howard Stringer

Vi er sandhed midt i et paradigmeskift, fra “interessant” til “interreseret”. Jeg hilser det velkommen da jeg føler det er måden at sælge på, nu (og i fremtiden).

Se mere og link til artiklen på Bijan Sabets blog 

Joackim Penti

Jomito.com


Brugeren Først: Den Blå Avis og Jomito Interviewet Til AIM Groups Classified Intelligence Artikel

maj 8, 2009

Efter Den Blå Avis (dba.dk) blev købt af Ebay, har det store udland, igen, kastet deres øjne på Danmark. Denne gang har AIM Group skrevet en artikel om dba.dk og deres indførelse af gebyr på 59 kr., for at sætte en bil, mc og andre motoremner, til salg online.

Desværre har AIM Group valgt at denne artikel er eksklusiv for deres “Classified Intelligence Report” kunder. Men du kan læse en teaser på artiklen.

Kort fortalt forsøger journalisten at finde ud af hvorfor dba.dk har vendt forretningsmodellen om uden at orientere markedet (brugerne). Adm. Direktør for dba.dk, Claus Hovge Andersen, mener dog ikke det er det store problem da det kun er på biler og andre “dyre” emner. Nettet bobler med en masse brugergrupper og debatfora hvor brugerene er tossede over tiltaget, bliver ikke rigtig drøftet.

Min holdning, og en recap på problemet, kan du læse i et tidligere blogindlæg her på Jomito bloggen: Den Blå Avis Koster Penge at Bruge

Jeg mener stadig at Claus Hovge Andersen og Den Blå Avis (dba.dk), med Ebay som ejer, burde respektere brugeren og melde krystalklart ud om tiltaget i en pressemeddelse. Det er stadig ikke prisen der er et problem, men det faktum at det ikke er blevet kommunikeret ud til brugerne. Og brugerne er deres, og vores, key asset.

Den Blå Avis (dba.dk) har fuldt ud lov til at tjene penge, det er ikke det der er problemet, men kan vi få lidt mere gennemsigtighed i kommunikationen fra et af Danmarks største websites, ejet af en af verdens største selskaber, Ebay Inc.?

Derfor undrer det mig stadig at der ikke er én eneste dansk journalist der har skrevet om emnet endnu. Det kan være det ændrer sig nu.

Brugeren først!

Joackim Penti

Jomito.com


Endnu en Twitter inspireret (short) blog …

april 25, 2009

Endnu en Twitter inspireret (short) blog post:

Jeg har lige skiftet layout på bloggen. Jeg ved godt den kræver man scroller lidt fra side til side under nogle indlæg, men det er forår og der skulle laves noget om. Lyse farver og gennemskuelighed.

Godt forår til jer alle!


Poll: Bannere På Internettet? Kan Du Lide Dem? Hader Du Dem? Er Du Ligeglad?

april 25, 2009

Jomito har ingen grafiske reklamebannere, det er jeg superglad for, men er du som bruger glad for det? Eller er du ligeglad? Eller noget helt andet. Jeg ville virkelig sætte pris på din tilbagemelding. Stem herunder.

Brugeren i centrum!


Micro update: Nu Udvalgte Annoncer, Twitter, Facebook, RSS og Blog – OG ShareThis Widget!

april 20, 2009

Lille update:

Vi har nu fået faste udvalgte annoncer på forsiden af Jomito, udvalgt (k)ærligt af Jomito’s staff (mig). Kriterier: God pris, lækkert produkt, mange billeder og effektiv tekst – eller bare cool.Du kan “stemme” på annoncerne ved at give dem stjerne og får en annonce mange stjerne får de nok også en plads på forsiden, for en tid.

Er det ikke bare nu du skal sætte alle dine ting til salg? Det er forår og der skal ryddes ud på loftet, i kælderen og hjemmet. Men husk også samtidig, at lave annoncer hos dba.dk, gul og gratis og Facebook Marketplace (“powered by Oodle“) – for det drejer som om synlighed når du skal skal sælge dine varer. Masser af synlighed.

Nå, back on track: Yderligere er der nu pligt til mulighed for at share Jomito med dine venner på Facebook, Twitter, via email eller en masse andre muligheder, via ShareThis, direkte på forsiden af vores gratis annonce site. Vi autoopdaterer også alle annoncer til vores Twitter profil hver halve time, døgnet rundt.

Du kan stadig følge Jomito på Twitter, joine vores gruppe på Facebook og få de 10 seneste annoncer via RSS. Men nu har vi gjort det lidt nemmere og overskueligt på forsiden af Jomito.

Lille forsmag på forsiden herunder, hvis du bare ikke gider klikke ovenfor:

Jomito forside

Det var alt. Vi er stadig gratis for alle private, megabillige for erhverv, vi har ingen reklamebannere, vi spammer dig aldrig med irrelevante, eller tvungne, nyhedsbreve og du kan dele din annonce på kryds af alle sociale netværk. Også Twitter.

Sov godt – og kom du bare på Twitter - det er sjovere end Facebook.

Fik jeg nævnt Twitter? Godt.

Joackim Penti


Jomito Blogger Nu Også Via iPhone

marts 20, 2009

Så er vi tilstede på endnu en kanal.

Dette er en test af mobil blogging på iPhone 3G.

God weekend til alle der kommer forbi denne post.

Forårshilsner

Joackim Penti
Jomito.com


Den Blå Avis Koster Penge at Bruge?!

marts 17, 2009

Til info: Jeg er medejer af Jomito som er en konkurrent og 100 % gratis alternativ til Den Blå Avis, Bilbasen, Gul og Gratis, Bilzonen, Boligtorvet, etc. etc. Når der står Den Blå Avis herunder henviser det til dba.dk – ikke den trykte udgave af Den Blå Avis.

Det er ikke lang tid siden Den Blå Avis (Ebay) var omtalt i alle mulige medier i Danmark for endelig at have gjort adgang til kontaktoplysninger gratis. Medierne skrev og skrev om at Den Blå Avis nu var gratis – og det var den også. Se blot dette nyhedsbrev fra december 2008 sendt ud til deres brugere:

Det er slut nu. Det koster nu kr. 59 at sætte sin bil eller motorcykel til salg! Annoncen løber i 14 dage.

Jeg ved ikke om Den Blå Avis (Ebay) har sendt en mail ud om dette til deres brugere, det håber jeg dog. De samme medier som skrev at Den Blå Avis (Ebay) nu var gratis har ikke skrevet et ord om dette og Den Blå Avis pressecenter har ikke et ord om det. Dog kan du der læse om deres nye direktør og en masse andre ting.

At Den Blå Avis (Ebay) skal tjene penge er helt i orden. At de har bannerreklamer er også helt i orden. Ebay skal selvfølgelig have nogle af deres kr. 2.1 milliarder tilbage som de betalte for Den Blå Avis A/S og alle underselskaber, i 2008.

Vi er i et presset annoncemarked hvor man ikke kan forvente at store selskaber giver ting gratis væk – men 59 kr. for en online annonce i 14 dage? Og hvorfor lige på personbiler og motorcykler?

Hvad sker når bannerrreklamer dør ud indenfor overskuelig fremtid? Når forbrugeren får NOK af irrelevante og påtrængende reklamer. Skal det så koste kr. 259 at sætte sin bil til salg i 14 dage?

Søren Storm Hansen fra dSeneste.dk, har i øvrigt en mere uddybende artikel om fremtiden for bannerannoncer som jeg varmt kan anbefale du læser, sammen med alle hans andre artikler på dSeneste.dk

Tilbage til Den Blå Avis (Ebay) og deres nye tilgang til markedet. Jeg blev glad da jeg fik tilsendt et andet nyhedsbrev fra dem i februar 2009. Nu var det ikke kun gratis at se kontaktoplysninger, nu havde de også sat brugeren i centrum. Hmm, det lyder bekendt.

Handlen var eksploderet og de havde over 1.000.000 besøgende ifølge FDIM. Rigeligt til at lave en god sjat penge på bannerreklamer og de uendeligt mange erhvervskunder som jo stadig betaler.

Derfor undrer det mig at det nu koster de 59 kr. at sætte sin bil, motorcykel og andre specifikke ting, til salg. Markedet har da også reageret med et mindre oprør, men det sker som altid på facebook grupper, blogs, i debatfora og andre websites.

Her et eksempel fra facebook efter en hurtig søgning:

facebook anti-dba grupper

facebook anti-dba grupper

For at se yderligere onlinediskussioner, om Den Blå Avis’ (Ebay) nye prispolitik prøv en Google søgning på “dba koster 59 kr.”

Forbrugerne virker oprørte, og med god grund, de havde jo lige hørt om at Den Blå Avis var blevet gratis og så kommer dette ind ad bagdøren. Midt i en finanskrise, hvor det aldrig har taget længere tid at sælge sin brugte bil.

Jeg håber at Den Blå Avis (Ebay) reagerer på denne “chatter” ude på nettet og fortæller brugerne hvad baggrunden er for dette tiltag. Det er så meget nemmere at at acceptere når man kender grunden.

For at være helt fair er der stadig masser af ting du kan sætte til salg gratis på Den Blå Avis (Ebay). Se blot deres nye forretningsbetingelser.

Citat:

“Privat annoncering
På nær Autocampere, Campingvogne og fortelte, Motorbåde, Motorsejlere, Traktorer, Markredskaber og landbrugsmaskiner, Personbiler, Specialbiler, Veteranbiler, Amerikanerbiler, Gulpladebiler og lastvogne, Motorcykler, Roadracere, Motocrossere, Pocketbikes og ATV’er er det gratis for private at annoncere på dba.dk. Dog er der visse undtagelser, som du kan læse mere om her.”

Citat slut.

Det ændrer bare ikke på at 59 kr. for en onlineannonce er mange penge og at hele måden det er blevet indført er mærkelig og ikke med udgangspunkt i brugerens behov.

Som du nok ved er Jomito gratis for alle private om så de sælger biler, huse eller mobiltelefoner – eller alt muligt andet. Og grunden til dette er alt hvad der står herover.

Vi vil være et gratis alternativ så forbrugere over hele Danmark kan sælge deres brugte ting uden at skulle hverken betale eller se på irrelevante bannerreklamer – det er jo jer som skaber vores indhold. Men hvis vi skal vokse, og virkelig kunne udfordre de store spillere på dette marked, har vi brug for at du (ja, dig som læser dette) sætter noget til salg, tipper dine venner om denne blog og Jomito’s website. Del dine Jomito annoncer på facebook og myspace – spred ordet. Tænk over samarbejder, nye muligheder vi bør vide om, fortæl om os på din blog, facebook, til familiefester.

Slutteligt vil jeg gerne give dig et par andre altenativer hvor du også gratis kan indrykke din annonce. Selvom vi er konkurrenter skal det jo ikke gå ud over brugerne.

Det Lyseblå Marked, Papkassen, Gul og Gratis, Bilzonen

Så er jeg ude og ønsker alle læsere en god dag!

Joackim Penti

Jomito.com


Jomito Er Her Stadig! Jubii! Nu Også På Twitter!

marts 9, 2009

Hello,

Alt for lang tid siden, men der har været travlt, med mange ting andet end kun Jomito.

Vi er stadig i gang inde bag facaden og regner med at kunne vise jer nye tiltag allerede denne uge.

Lige nu er fokus på nyt og lækkert design, nye måder at oprette sine annoncer på og nye kanaler vi kan sprede os til. Vi har været en laaaang tur ude på nettet, krydset et par verdenshave og set en del. Nu skal det implementeres.

Vi har allerede startet med at oprette Jomito på Twitter hvor du nu løbende kan følge os på bloggen og alle de nyeste gratis annoncer på Jomito. Klik blot her og følg os.

Twitter er i den grad ved at have fået fat i Danmark og det bliver kun større. Så hvad venter du på? :)

Vi er også stadig på facebook med en gruppe du kan deltage i og en Fan Page hvor du kan vise hvor stort et Jomito fan du er. Weeeeh!

Vi er i øvrigt stadig gratis at bruge for alle private selv om vi kan se at Den Blå Avis og Bilbasen nu tager 59 kr. for at sætte en bil til salg. Alt dette vender vi tilbage med på et andet tidspunkt.

Snart vender vi tilbage med lidt flere nyheder på denne blog. Der er jo sket en del med vores kollegaer i branchen siden sidst. Dog er der én ting der ikke har ændret sig.

USER IS KING!


Jeg er ude for i aften. Vi skrives snart ved – og som altid: Kommentarer er meget velkomne!

Joackim Penti, Jomito.com